I kirken bliver vi givet et ståsted. Og det har man brug for i en moderne verden og i et liv, hvor alting forandrer sig hurtigt. Det har både Rasmus og Esme erfaret. Og her kan du læse deres historie med kirke og tro – troen er nemlig en vej, de går med hinanden.

Af Peter Brandt Baumgartner

Når Brøndbyøster Kirke holder gudstjeneste, får vi af og til besøg af Rasmus og Esme. Igennem deres liv er de kommet i forskellige kirker i forskellige lande. Men fælles for deres oplevelser er, at de finder et ståsted og en retning i deres tro.

De mødte hinanden, da Rasmus var på en arbejdsrejse til Ghana. Rasmus og Esme forelskede sig i hinanden, og det var et møde, som både forenede verdens kontinenter, men som også forenede deres forskellige tilhørsforhold til kirke og tro. Det blev en stor gave for dem begge.

Kirken åbner sig

Esmes farfar var præst i Ghana. Hun er opvokset i en kristen tradition, hvor også forældrene praktiserede deres tro gennem bøn og bibellæsning. Farfaren lærte Esme og hendes familie at læse i Bibelen. Og de havde samtaler om Bibelens betydning for dem. Hun fortæller, at de kaldte denne tid for ”stilletid” – for her kunne de fordybe sig i Bibelen og i bønnen.

Rasmus kommer fra en familie, som besøgte kirken ved højtider og ved særlige anledninger som bryllup og begravelse: ”Kristendom og kirke fyldte ikke meget hjemme hos os”, fortæller Rasmus om sin barndom i Nordjylland.

Men det kom den til. For da Rasmus oplevede dødsfald tæt inde på livet, åbnede kirkens døre sig for ham: ”Når jeg kom i kirken, følte jeg mig tættere på. Det er simpelthen der, mit kirkeliv starter”, fortæller Rasmus.
Kirken og troen på Gud hjalp Rasmus gennem sorgen – og da han mødte Esme for 3.5 år siden, åbnede der en større verden for ham.

Drop bekymringerne

Esme har lært Rasmus ikke at bekymre sig så meget om livet og fremtiden: ”Gud arbejder for os. Og Gud kommer altid til tiden”, fortæller han om den lærdom, som Esme gav ham.

Og igennem deres forskellige kirkebesøg i Danmark og Ghana, er han blevet inspireret til at nærme sig troen yderligere. 

Kirke og tro giver nemlig Rasmus og Esme en retning og et ståsted i livet. Og de påpeger, at der er særligt brug for det i en verden, som forandrer sig meget hurtigt: ”Det gør, at vi ikke bliver så forvirrede i vores liv og i verden”, fortæller Rasmus.

Et håbefuldt fællesskab

Rasmus og Esme er igennem deres liv kommet i forskellige kirker. De kommer i Church of Pentecost, og så besøger de også af og til Brøndbyøster Kirke til søndagens gudstjeneste. Og det er en gudstjeneste og en stemning, de sætter pris på.
Særligt salmerne, som kirkens kor understøtter menigheden i, betyder meget for Esme. Her finder hun megen ro og mening

”Kirkens fællesskab er både fokuseret på Gud, men man hjælper også hinanden indbyrdes”, siger Esme om at være en del af en menighed og et kirkeligt fællesskab. I Ghana hjalp man hinanden meget, og den tanke værdsætter hun.

Hun påpeger også, at kirken og troen giver dem håbet om, at alting bliver godt i sidste ende: ”Vi kan blive syge eller miste alt, men troen giver os håb om, at alting løser sig”, fortæller Esme med ro i sin stemme.