I troens optik er håbet noget, som bliver givet os. Håbet er noget, vi ikke har kontrol over, men vi kan derimod minde hinanden om, at det eksisterer. Det bliver derfor et stærkt modsvar til ufred og uretfærdighed. Sognepræst i Brøndbyøster Kirke, Emilie Bichel-Tuxen, reflekterer her over håbet i en verden, som til tider kan virke håbløs.

Af Peter Brandt Baumgartner

”Det er som at stå i en skov og se lyset komme ned gennem trækronerne. Du ser på skovbunden og ser, hvor broget, lyset former sig. Det er ikke statisk, men det er ét sammensurium af ting, der dør, så andre ting kan opstå.”

Sådan ser Emilie Bichel-Tuxen på det kristne håb. Lyset, der trænger gennem træernes blade, er håbet, som når ned til alle på verdens skovbund. Håbet forandrer os, og det får ting til at gro, når andre ting forgår. Vi kan blive ramt af skygger, men på et tidspunkt kommer der heldigvis en vind, som skubber træernes blade til side – og så er der lys igen.

Ventetid er håbets tid

Mennesker lever i et samspil af lys og mørke, håb og håbløshed. Det er simpelthen et vilkår, vi er sat på jorden til at leve under. Men vi lever også i en tid, hvor vi bliver bombarderet med håbløshed og dårlige nyheder. Klimakrise, hungersnød, krige og mistrivsel – håbløsheden bliver en gæst i vores hjem, når vi åbner for fjernsynet eller læser nyheder på telefonen:

”Der er ingen let løsning, hvis man oplever håbløshed. Det er vigtigt at give tragedien plads, for håbløsheden kommer ikke af ingenting. Men der er et stort håb i at vente sig noget godt”, siger sognepræst Emilie Bichel-Tuxen. 

På den måde kan ventetiden føre til, at der sker noget i os: Vi gennemgår en slags forvandling. Så kan skyggerne pludseligt flytte sig et andet sted hen – til et sted, hvor vi bedre kan holde skyggerne ud. Det vigtige for sognepræsten er, at man ikke skal føle, at man venter alene. Så kan håbløsheden nemlig være udmagrende og uudholdelig:

”Vi skal altid minde hinanden om, at håbet findes, og en partner i håbet er Kristus og Gud. Selv når vi er et håbløst sted i livet, kan Gud håbe med en. I kirken hjælper vi hinanden til håb – og det står på alteret som det store bevis på, at livet overvinder døden. Der er virkeligt noget at håbe på, og vi kan ikke kun håbe af os selv”, fortæller hun.

Vi håber på trods

Smerte og håbløshed kan fylde alt i livet, når de rammer. Det kan være svært at finde mening i tilværelsen, og mange stiller nok sig selv spørgsmålet: Hvordan kan Gud være god, når der findes så meget ufred og håbløshed i verden?

Emilie Bichel-Tuxen vil dog hellere vende spørgsmålet om: Hvordan kan livet være meningsløst, når der findes så meget håb og glæde i verden? Lyset giver nemlig mørket modspil. Sognepræsten fortæller:

”Håbet bliver vores største modsvar til ufreden i verden. For hvis alt bare var forfærdeligt, var der jo intet at håbe på. Vi håber simpelthen på trods af alt det svære, der også findes.”

Så når vi står på verdens skovbund og mærker skygger, smerte og håbløshed danse over vores hoveder, så er det vigtigt at huske på, at lyset og håbet også vil komme til os. Måske er det bare et spørgsmål om en smule ventetid, og om at minde sin nabo eller ven om, at lyset også er på vej til dem.

For sognepræsten er håbet som et lys, der rammer skovbunden