02/07/2024 0 Kommentarer
Kærligheden overvinder alt
Kærligheden overvinder alt
# Nyheder fra Brøndbyøster Kirke

Kærligheden overvinder alt
”Selvom alt er forbi
Er det stadigvæk den kærlighed, vi nåede at gi’
Der skal bringe os videre…”
Linjerne sang sangskriveren Peter A.G. i musikprogrammet Toppen af Poppen på TV2. Og netop de smukke linjer kan beskrive den højtid, vi nu går i møde; påsken. Vi fejrer påsken i kirken og i kristendommen, og påsken er en tid, hvor vi bliver mindet om, at kærligheden lever videre på trods af mørke og håbløshed. Påsken er en tid, hvor Bibelen fortæller, at selvom kærligheden bliver udfordret på den allerhårdeste måde – ja, så overvinder den alligevel alt. Lyset sejrer til sidst!
I påsken foregår den store fortælling om Jesu sidste måltid, hans korsfæstelse og hans opstandelse. Det læser vi om i Bibelen, og det hører vi om i Brøndbyøster Kirke ved påskens gudstjenester. Du kan læse her, hvad der sker i påskens dage:
Påskens dage
Palmesøndag: Jesus rider ind i Jerusalem på et æsel og bliver modtaget som en konge. Det jødiske folk har lagt palmegrene på vejen for at hylde ham.
Skærtorsdag: Jesus spiser med sine disciple dagen før han bliver korsfæstet. Langfredag: Jesus blev korsfæstet, han døde og blev begravet.
Påskedag: Jesus stod op fra graven. Det er en af kirkens festdage. 2. påskedag: Vi fejrer at Jesus er opstanden, og at han mødte sine disciple og fulgte dem.
Påskedag sker Jesu opstandelse fra de døde: Det er det tidspunkt, hvor Jesus overvinder døden og rejser sig fra graven. Men hvad betyder opstandelsen for vores liv? Hvad er opstandelsen et billede på? Jo, opstandelsen fortæller noget grundlæggende om vores liv. Det er en vigtig beretning i kristendommen om, at lyset overvinder mørket: at det hele ender godt. Det er Guds løfte til os i livet.
”What’s in it for me?”
I livet kan vi elske et menneske ufatteligt højt. Det kan være en ven, en ægtefælle eller en kæreste, som har hjulpet os, talt med os, elsket os og levet med os i tilværelsens opture og nedture. Hvis vi mister dét menneske, vi elskede så højt, så holder kærligheden ikke op med at findes, bare fordi mennesket dør. Kærligheden findes stadigvæk, og den mærkes så ubeskriveligt stærkt i os. Følelsen kan blive til savn, smerte og længsel i vores liv, men grundlæggende savner vi, fordi kærligheden var tilstede.
Er opstandelsen ikke et billede på netop disse følelser og på denne oplevelse af verden? Opstandelsen er den kærlighed, der altid vil overvinde mørket og døden. På den måde oplever vi opstandelsen i vores eget liv – måske hver eneste dag? Al den kærlighed, vi oplevede, ja den findes stadigvæk på trods af tab, udfordringer og smerten. Og vi bærer kærligheden videre!
God påske fra Brøndbyøster Kirke

Kommentarer