02/07/2024 0 Kommentarer
Det er så yndigt at følges ad
Det er så yndigt at følges ad
# Brøndbyøster Kirkes blog

Det er så yndigt at følges ad
Brøndbyøster Kirke er en smuk, lille landsbykirke, og den lægger ofte hus til glædelige begivenheder som bryllupper. Daniel og Ann Cathrine blev gift i Brøndbyøster Kirke i sommeren 2019. Daniel siger om brylluppet: “Dagen var perfekt! Kirken er smuk i sig selv – ikke stor og voldsom, men tilpas og fin. Vejret var lige med os, da vi gik ud af kirken, og den var fint pyntet op”.
Det var nu heller ikke tilfældigt, at Brøndbyøster Kirke var den kirke, som skulle sætte rammerne om denne smukke dag. Daniels tilhørsforhold til kirken betød nemlig meget, da han både er døbt og konfirmeret der – for som Daniel siger “Det passer helt perfekt, at livets begivenheder er foregået i samme kirke”.
Mange mennesker vælger deres kirke ud fra de begivenheder, der har fundet sted i deres liv. Dåb, konfirmationer og andre betydningsfulde oplevelser med kirken kan være med til at sætte præget på det store valg, som denne glædelige begivenhed er. Begivenhederne i et menneskes liv kan skabe et nært forhold til kirken, og det kan næsten føles som, at kirken er ens egen.
Fra computerspil til Brøndbyøster Kirke
Daniel og Ann Cathrine mødte hinanden igennem computerspillet Second Life. I spillet chattede de sammen, og en dag aftalte de at mødes. De blev kærester, og i sommeren 2019 gav de hinanden deres ja foran alteret i Brøndbyøster Kirke. Daniel siger: “Det, som gjorde størst indtryk var nok præstens tale om os, som han havde skrevet ud fra de ting, vi kunne fortælle ham i dagene inden brylluppet”.
Brøndbyøster Kirke er en smuk, lille landsbykirke, der både huser glæde og sorg, medgang og modgang. Og medgang og modgang vil der komme, når man følges ad i tosomhed gennem livet. “Det er så yndigt at følges ad” synger vi ofte til bryllupper. Og følges ad; det vil Daniel og Ann Cathrine. Vi ønsker dem alt godt fra Brøndbyøster Kirke!
Ønsker I at blive gift i Brøndbyøster Kirke, skal I henvende jer til en af præsterne. I skal have en tilknytning til kirken for at blive gift. Tilknytning er: Hvis du har eller tidligere har haft bopæl i sognet (uanset hvor længe), har pårørende i sognet (forældre, søskende eller børn) eller er døbt/ konfirmeret i kirken.
Daniel og Ann Cathrine har fortalt historien om deres møde til DR. Hele artiklen kan læses her.
Kommentarer