02/07/2024 0 Kommentarer
Prædiken over Mariæ Bebudelsesdag
Prædiken over Mariæ Bebudelsesdag
# Brøndbyøster Kirkes blog

Prædiken over Mariæ Bebudelsesdag
Læs dagens bibeltekst her:
https://www.bibelselskabet.dk/mariae-bebudelsesdag-fra-anden-raekke
Hobitterne, J. R. R. Tolkiens skabning, som vi møder dem i hans bog ”Hobbitten” fra 1937, er et fredselskende folkeslag. De bryder sig ikke særligt om eventyr, men foretrækker et roligt og trygt liv derhjemme. De holder mest af alt af et festligt lag, at ryge pibeurt og af rigeligt mad og drikke. De bryder sig ikke meget om hvad der sker i verden omkring deres små, fredelige samfund, og magt interesserer dem ikke.
Uden om hobbitternes lille paradis raser krigen mellem godt og ondt imidlertid, og centralt i denne kamp befinder en ring sig; en ring som hobbitten Bilbo fandt på sin rejse ud i verden.
Ringen må destrueres så dens magt ikke kommer i hænderne på ondskaben, men det er lettere sagt end gjort. Ringen korrumperer nemlig enhver der kommer i nærheden af den, og frister med sit løfte om en magt, der overgår enhver fantasi.
Troldmanden Gandalf har nok haft en anelse om, at det er skæbnebestemt, at Ringen skulle findes af hobbitter, og det er da også en gruppe hobbitter, anført af Bilbos nevø Frodo, som han sender afsted mod lavasøen dybt under Mount Doom.
Hobbittens fredelige væsen er nemlig det helt rette til opgaven. De har, vurderer Gandalf, en helt særlig modstandskraft over for Ringens påvirkning, som er større end andre væseners.
Det er dog ikke let at få antihelten Frodo afsted på den farefulde færd. Han var ikke interesseret i at være en helt. ”Jeg ville ønske, at det her ikke var sket i min levetid”, sagde Frodo til Gandalf. ”Det ville jeg også”, svarede Gandalf, ”og det ønske har enhver, der lever i tider som disse. Men det er ikke op til dem at bestemme. Alt hvad vi kan bestemme er, hvad vi vil gøre med den tid, vi er blevet givet”.
Frodo ender med at tage opgaven på sig, hos elverne i Kløvedal og gebærder sig igennem historien med kløgt, barmhjertighed og mod, og han – den lille ubetydelige hobbit, der nød freden i hobbithullet i Herredet, endte med at være netop den helt rigtige, til at redde hele verden.
En særlig opgave
Det var ikke Gandalf, der besøgte den unge pige Maria, dengang i Nazareth, men en ærkeengel sendt af Gud. Opgaven hun blev stillet var dog også af den livsforandrende slags, og Maria kunne (som Frodo) ikke forstå, hvorfor det nu lige var hende, der skulle pålægges denne opgave, som ikke har kunnet se særlig tiltrækkende ud. Maria kendte end ikke det fulde omfang af sin skæbne: Umuligt har hun kunnet forudse de sorger, hun ville møde som mor til et barn så ualmindeligt som Jesus, og det knuste hjerte, der ventede hende for foden af korset, hvor hendes søn blev korsfæstet. Men skammen ved en graviditet uden for ægteskab var nu også slem nok i datiden og angsten for, hvordan hendes forlovede, Josef, ville tage nyheden? Alt dette var anledning nok til uro.
Men Gud ved nøjagtigt hvad han gør (som Gandalf måske vidste hvad han gjorde – uden sammenligning i øvrigt). Gud havde med udvælgelsen af den unge fattige kvinde Maria fra samfundets bund et helt klart budskab til samtiden og eftertiden. Og det er det budskab, der får Maria til at lovsynge Gud:
”Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser! Han har set til sin ringe tjenerinde (…) han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe; sultende har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændet bort. Han har taget sig af sin tjener Israel og husker på sin barmhjertighed som han tilsagde vore fædre – mod Abraham og hans slægt til evig tid.”
Denne lovsang handler bl.a. om, at livet ikke handler om at være mægtig, men om at stille sig til rådighed, når livet banker på. Når livet, Gud eller Gandalf banker på ens dør, så kan man måske afslå den rejse, der ligger foran en, eller man kan tage imod den. Også selvom det ser faretruende ud, som det gjorde for Frodo, da han i Kløvedal langt hellere ville blive dér hos elverne og Bilbo, end at begive sig ud på en rejse, hvor ansvaret må have føltes lige så tungt på hans skuldre, som ringen i hans lomme.
Den mindstes magt
Det er ikke mere magt og flere våben verden har brug for, det vidste Gandalf såvel som Gud.
Nogle gange er det ikke den, der er størst, der er mest brug for. Nogle gange er det den lille; den bekymringsløse; den som ingen troede på kunne løfte en opgave, der er brug for. Oftest er de evner, der er brug for, for at gøre verden til et bedre sted, ikke storhed, råstyrke og magt –i stedet trænger verden til dyder som godhed, barmhjertighed og (frygtsomt) mod. Som Frodo viste det, og som Maria viste det i hver deres livsopgaver. De var de rette til hver deres opgaver, de tog imod deres livsbane og de forandrede hver især deres verden med deres indsats.
Mariæ bebudelsesdag handler om at finde modet til at stille sig til rådighed, også selvom vi ikke kender vejen på forhånd. Dertil kan evangeliet til i dag også fortælle os om, at ingen er for lille til at gøre en forskel. Når livet, din næste, Gud (eller Gandalf) banker på, så slip kontrollen, slip dine egne planer, – og gå den vej, i det godes tjeneste, hvor der er mest brug for dig.
Du kan gøre en forskel, også selv om du føler dig så lille som en hobbit. Helte kommer i alle afskygninger. Det ved Gud såvel som Gandalf.
Camilla Cedermann
Præst i Brøndbyøster Kirke
Kommentarer