02/07/2024 0 Kommentarer
Påskens dage er et koncentrat af menneskelivet
Påskens dage er et koncentrat af menneskelivet
# Nyheder fra Brøndbyøster Kirke

Påskens dage er et koncentrat af menneskelivet
Påsken er en af de vigtigste højtider i kirken. Og påsken indeholder både sorg og glæde. Ja, den er næsten som et koncentrat af hele menneskelivets lys og mørke med alt, hvad disse yderste poler indeholder og repræsenterer for os.
Påskens bevægelse mellem mørke og lys bevæger sig lige fra langfredags sorgfulde stemning, hvor Jesus ifølge Bibelen bliver korsfæstet på bjerget Golgata – lige til Jesu opstandelse fra graven påskedag. Påskesøndag er en glædens dag, hvor lyset vender tilbage til livet og bliver til lys i vores liv. Det fejrer vi i kirken.
Samtidig er palmesøndags hyldest til Jesus også et billede på menneskelivets mere omskiftelige væsen: Horder af mennesker modtager Jesus med jubelbrøl og glædelige tilråb, når han kommer til Jerusalem.
Omskifteligheden viser sig dog med det samme: Så hurtigt vi mennesker kan glædes ved noget, ligeså hurtige er vi nok ofte også til at forkaste det, vi troede på – altså hvis noget andet viser sig mere belejligt.
Det kommer blandt andet til syne langfredag, hvor Jesu lidelse begynder i Jerusalem. Jesus stilles for dommere. Han hånes og ydmyges på sin vandring mod dødsdommen på korset på Golgata. Her vender mange mennesker ham ryggen i nødens stund.
Og denne mindre stolte egenskab er også et billede på menneskelivet. Måske er det fordi vi mærker, at vi skal lide afsavn ved at tro på noget – eller måske er det fordi vi er nødt til at opgive noget for at tro?
Men, men, men… Der er håb – for lyset vinder...
For lyset, mørket, og den menneskelige omskiftelighed, danner grundlag for påskens begivenheder i Bibelen. Det er et koncentrat af menneskelivet – men der er også et lysets håb tilstede!
For når solen står op på påskedag, så står Jesus op af graven. Og dermed trodser han dødens skygger og dødens jordiske lænker. Dermed åbner han døren for alle os andre, så vi ikke går alene.
Påskens dage
Livet i kirken bærer præg af disse skiftende stemninger i dagenes løb. Men hvad var det lige, der skete i påskens dage? Få svaret her...

Vi ses i Brøndbyøster Kirke i påsken 2024!
Kommentarer