02/07/2024 0 Kommentarer
Kærligheden er magtesløs – men den sejrer alligevel
Kærligheden er magtesløs – men den sejrer alligevel
# Nyheder fra Brøndbyøster Kirke
Kærligheden er magtesløs – men den sejrer alligevel
Magt er et mærkeligt ord. Hver gang vi har dåb i kirken hører vi i dåbsritualet altid Jesu ord: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden, gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple”. Men hvad er det da for en magt, Jesus taler om? Er det den magt, som kejsere, politikere og militær kan fremvise? I så fald er det som om, at Jesu magt ofte kommer til kort. Og vi har svært ved at se Jesu magt.
Vi, der har nogle år på bagen, har igennem livet oplevet mange tyranniske regimer rundt omkring i verden. Nuværende og tidligere kommunistiske lande: Kina, Vietnam og Sovjetunionen. På papiret er alle mennesker lige i de lande – det er jo selve ideen bag kommunisme. Men sådan er det ikke i virkeligheden – nogle er meget mere lige end andre. Og man lever stadig med et benhårdt krav om at skulle underordne sig øvrigheden og bære magthavernes sværd. De er i hvert fald ikke bange for at bruge dem.
Der er skrevet en bog om Nordkorea. Bogen har på dansk den smukke titel: Uden dig er der intet os. Men i Nordkoreansk sammenhæng betyder dig: Kim Jong-un. Det er diktatoren med guddommelig status. Hans mange love beskytter ikke de svage, men styrker derimod magthavernes, og dermed hans egen, ideologi. Den enkeltes liv tæller ikke. Og personlig frihed eksisterer slet ikke.
Jordens og himlens magt er forskellig
Også i året der går på hæld, har vi oplevet det russiske, tyranniske styres magt for fuld udblæsning. Det begyndte, da russerne invaderede Ukraine og handlede hårdt og umenneskeligt overfor det ukrainske folk. I Danmark mærker vi også lidt til følgerne af krigen. Vi skal spare på varmen. Og måske skal vi spare på juleudsmykningen i gågaderne i år. Vi skal også skrue ned for varmen i Brøndbyøster Kirke. Der er 19 grader i kirkerummet – og det er når det er varmest.
Det er jo ikke så godt. Men det er dog for lidt at regne i forhold til hvordan strømmen og varmen helt afbrydes i Ukraines byer. Vi er heldige her i Danmark, at vi har folkevalgte, som er sat til at forvalte de fælles ting til det fælles bedste. Og det er uanset hvem der nu danner regering efter folketingsvalget. Men hvad mener Jesus så med ordene om, at vi skal give magthaverne hvad magthavernes er, og Gud hvad Guds er? Hvad mener Jesus, når han siger: Mig er givet al magt i himlen og på jorden?
Kejserens magt – det vil her sige den verdslige magt - er ikke den samme magt, som Guds magt. Kejseren har med sværdet kæmpet sig til magten over andre. Og det er på andres bekostning og til sin egen fordel. Men når vi bekender os til, at Gud har al magt, så er det fordi, at Gud er den eneste der nogensinde har haft magten til frivilligt at give afkald på magten.
Magt til kærlighed
Vi skal snart fejre jul. Og her viser Gud sin almagt i det afmægtige. Han viser sig i det lille, skrøbelige menneskebarn i stalden i Betlehem julenat. Det er hele forskellen på den magt, vi kender til, og så den magt, Gud har. Guds magt viser sig i kærligheden! Og kærligheden kan ikke sejre ved magtens brug. Kærligheden sejrer alene ved at give sig hen for en anden. Og den Guds kærlighed viste sin sejrsgang påskemorgen ved at trumfe den største magt, vi kender til – nemlig dødens magt.
Denne verdens magthavere har deres tid. Men den tid er dog begrænset, ligesom den er for os alle. Denne verdens magthavere, hvor tyranniske de end måtte være, forgår og går under. Men Gud viser ikke sin magt på den måde. For kærligheden kan aldrig vindes ved magtens brug. Kærligheden giver sig hen for den anden. Og sejrer dermed over al anden magt, vi kan tænke på.
Af Ove Kollerup
Provst i Glostrup Provsti
Kommentarer