Kristendommen kom til Danmark omkring år 826, og det fremgår af runestenen på Jelling Kirkegård, at Kong Harald Blåtand i år 950 havde gjort danskerne kristne! De første kirker blev dengang bygget af træ, og det er muligt, at den første kirke i Brøndbyøster også har været bygget sådan. Omkring år 1000 begyndte man at bryde kalk i Danmark, da man fandt ud af, at kalk var et godt bindemiddel, når man skal bygge med sten. De næste 200 år blev der i gennemsnit bygget 10 kirker om året med sten og kalk for at udbrede kristendommen til alle grene af Danmark.
 
Den nuværende Brøndbyøster Kirke er bygget af kampesten og kalk omkring år 1150 og er derfor blandt Danmarks ældste stadigt eksisterende kirker. Brøndbyøster Kirke er bygget på en lille høj i den sydlige del af Brøndbyøster landsby og er i nyere målestok en mindre kirke med kun 85 siddepladser, men for over 800 år siden var menigheden ikke så stor, og kirken derfor ikke så lille.
 
Indtil reformationen i 1536 var Brøndbyøster hovedsogn for både Brøndbyvester og Brøndbyøster. I 1583 blev Brøndbyvester gjort til hovedsogn, da præsten det år byggede en større gård til sig selv og sin store familie. Det gjorde, at Brøndbyøster Kirke blev en annekskirke, og den gamle præstegård blev til den gamle Annexgård, som ikke eksisterer mere. I 370 år var Brøndbyøster Kirke således annekskirke til Brøndbyvester, men det blev der ændret på igen i 1955, da Brøndbyøster Kirke blev hovedkirke i det nyoprettede Brøndbyøster Pastorat.
 
I årene 1658-60 var Danmark i krig med svenskerne, hvor svenske soldater brugte kirken som sove- og spiserum for sig selv og for deres heste. De svenske soldater behandlede ikke kirken særlig pænt og efter to års mishandling var kirken i så dårlig stand, at myndighederne prøvede på, at få kirken revet ned. Det fandt Brøndbyøsters borgere sig ikke i og de gik derfor i gang med selv, at genrejse Brøndbyøster kirke, som igen stod klar til brug i 1667, hvilket kan se på både de to store malmstager og på alterkalken, som alle er blevet anskaffet i 1667.

Se TV2 Lorry udsendelse om "Det vilde Vestegnen" - Da svenskerne brutalt udplyndrede Brøndbyøster.
 

Brøndbyøster kirke fungerer stadig i dag som en landsbykirke og er et samlingssted for brøndbygensere i alle aldre, som gladeligt deltager i kirkens mange forskellige gudstjenester, som du også kan læse om på denne hjemmeside.