Sognepræst: I begyndelsen var gudstjenesten

Sognepræst: I begyndelsen var gudstjenesten

Sognepræst: I begyndelsen var gudstjenesten

# Nyheder fra Brøndbyøster Kirke

Sognepræst: I begyndelsen var gudstjenesten

En gudstjeneste i dag har rødder tilbage til de første kristne menigheder. Særligt dåben og nadveren aktualiserer historien og gør den levende for os i dag, skriver Louise Ekelund. Læs hendes beretning om, hvordan gudstjenestens kerne er den samme i dag, som i kristendommens første tid.

Af sognepræst Louise Ekelund


Søndag formiddag lukker jeg kjolen og spænder kraven med den glinsende slipsenål rundt om min hals. Jeg siger en bøn i stilhed, mens jeg trasker de 50 meter hen mod den 1000 år gamle kirke. Kirken skal danne rammen om den næste time i menighedens og mit liv.

Klokkerne ringer. Det er et tegn på, at vi nu går i gang. Orglet be­gynder at slippe luft ud gennem de mange piber, så rummet fyldes af høje toner. Så er vi i gang! Forestil dig nu denne scene – ikke blot for 1000 år siden da vores kirke blev bygget – nej, vi skal endnu længere tilbage: Det er

år 50 efter Kristi fødsel. En lille forsamling mennesker er samlet i den græske by Thessalonika. Alle er mødt op i spænding, for i dag er der kommet brev fra Jesu apostel, Paulus. 

Dog er det ikke en helt alminde­lig forsamling. Den gruppe men­nesker, som er samlet, er starten på det, vi i dag kender som en menighed. En menighed for­ samlet i troen på Jesus Kristus. Paulus’ Første brev til Thessa­lonikerne er det tidligste skrift, vi finder i Det Nye Testamente. Så vil vi tilbage til begyndelsen, må vi starte her.

Paulus’ breve skitserede gudstjenesten

Den gudstjeneste, vi kender i 2024, har 2000 år gamle rødder. Formen er ikke præcis den samme, men det var ved disse menigheder – og særligt i Paulus’ breve – at formen begyndte sin udvikling.

De kristne var på dette tidspunkt, hvad vi i dag, ville kalde for en sekt. De var nye og endnu ikke løsrevet fra den jødiske religion. Men nu var tiden kommet til at finde en form, som kunne gøre deres inderlige tro på Frelseren til en stadfæstet religion. De måtte stille sig selv spørgsmålet: Hvad vil vi? Eller måske rettere: Hvordan vil vi?

Man havde endnu ikke kirker, så man mødtes hjemme hos folk. Det var i det, vi i dag kalder for huskirker. Manden i huset var som oftest ham, der fungerede som vært, og som det, vi nok bedst kan beskrive som nutidens kordegn. Der var ikke præster endnu, så det var værten, der læste op, når der ankom breve.

Paulus ønskede tidligt, at der kom mere ’permanente’ ledere i de forskellige forsamlingssteder, hus­ kirkerne. Frygten for, at kristen­ dommen kunne gå hen og blive flyvsk ved, at alle havde autoritet og gyldig mening, gjorde orden og struktur nødvendig. Kristendom var altså ikke hvad som helst, der faldt en kristen hjerne ind.

Paulus’ breve i Det Nye Testa­mente er skitsen for, hvordan en kristen menighed bør mødes. Og formen i hans breve er stadig rettesnor for gudstjenestens for­ løb i dag. Eksempler her er den nådehilsen, som præsten stadig åbner med: Nåde være med jer. Derudover er Paulus’ bøn for øvrigheden direkte videreført i nutidens Kirkebøn (Det læser vi i 2. Thessalonikerbrev).

Historien findes lige nu

Paulus ville have, at gudstjene­ sten var og forblev en aktualise­ ring af historien. Og den grund­ sten er stadig det fundament, vi holder kirke på i dag. De to største eksempler må være dåben og nadveren.

Dåben og nadveren virkeliggør egentlige historiske øjeblikke. Dåben virkeliggør Jesu egen dåb, Hans død og opstandelse. Og så er det også virkeliggørelsen af hans egne ord i missionsbefalin­gen (Matthæusevangeliet 28,18).
Nadveren forbliver en genindspil­ning af det egentlige sidste måltid Skærtorsdag. Og ligesom i dåben gentages Jesu egne ord (Matthæ­usevangeliet 26,26). Nadveren bliver dog først en fast del af højmessen i Danmark fra 1992. Ritualerne har udviklet sig siden Oldkirken, og i 300­tallet begyndte man desuden at rejse egentlige kirkebygninger, hvor menighederne kunne samles.

Søndagen var højdepunktet, da det er dagen for Jesu opstandelse. Siden de tidligste kristne er høj­ messe blevet fejret her i mødet omkring sang, læsning, taksigelse og bøn. Her forbindes vi med alle jordens kristne gennem alle tider. Og netop derfor er denne kontinuitet af ypperste vigtighed: Den understreger nemlig autenti­citeten af gudstjenesten.

Kernen er den samme

Hvis vi så tager et spring frem til den sene middelalder i 1500­ tallet, så sker der en ændring. Ændringen kommer til at forme vores måde at tænke og være kirke på. Det er reformationen, der kommer fra Tyskland med Martin Luther.

Nu ser vi pludselig en gudstjene­ste som fremføres på modersmå­let i stedet for latin, der ellers var hovedsproget i den Katolske kirke. Kirkeordinansen fra 1539 gør dette lovpligtigt. Og den udvides yder­ ligere med det mere detaljerede og omfattende Kirkeritual fra 1685, som var en fælles gudstjeneste­ ordning for Danmarks og Norges kirker. 

Dette gjaldt i Danmark frem til begyndelsen af det 20. århundrede. Og det var en periode på næsten 250 år med uforandret gudstje­nesteordning. Siden kom den nuværende, autoriserede ordning fra 1992, hvor inddragelsen af læs­ninger fra Det Gamle Testamente og nadver, som fast del af guds­ tjenesteordningen, var blandt de største forandringer i højmessen.

Historiens vingesus skal ramme os, når vi træder ind i kirken. Vi er nemlig en del af en 2000 år gammel tradition. Selvom vi ikke forsamles i den græske by i de direkte efterveer fra Jesus selv. Og selvom vi i stedet mødes i Brøndbyøster Kirke – ja, så er vi forbundet. Det er så virkeligt i dag, som det var dengang.

Der er nemlig en kerne i guds­tjenesten. En kerne, som forbliver den samme. Det kan bedst beskrives som en fugl. Landskabet skifter, vilkårene ændrer sig, og fuglen må tilpasse sig. Men fuglen forbliver den samme.


Artiklen er fra Brøndbyøsters Kirkenyt, som udkom i juni 2024.

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed