”Mit hjerte elsker alle de umuligste børn,
de som ingen holder af og ingen kan forstå.
Lyvebørn og stjælebørn og løftebryderbørn,
de børn som alle voksne folk er meget vrede på".

Dette vers er fra Tove Ditlevsens digt Børn fra 1973. Tove Ditlevsen mødte megen modgang i sin opvækst, og voksede op som et viist og følsomt, men også forslået og rodløst menneske. Dette gav hende en særlig fornemmelse for dem, der føler sig forkerte. Lyvebørnene og stjælebørnene og løftebryderbørnene og alle dem, som folk er meget vrede på.

I dagens evangelietekst toner samme tematik frem. Vi hører først den første lignelse om de to sønner, som begge bryder løfter. Værst er dog den søn, der siger ”Ja, Herre" og derefter går sine egne veje.
Den anden søn: ham der sagde nej, bevæger sig i den rigtige retning. Han gør det, som faderen bad ham om, og det er dét, det gælder om, siger Jesus.

Dernæst hører vi den lange lignelse om vingårdsejeren og hans utro forpagtere. Jesus fortæller begge lignelser på tempelpladsen i Jerusalem. Han var i gang med at undervise, da han blev afbrudt af ypperstepræsterne og folkets ældste. ”Hvem har givet dig lov til at undervise her?” Spørger de. Jesus svarer dem ved at fortælle de to lignelser fra dagens evangelietekst.

Tilhørerne har dengang været helt med på, hvordan rollefordelingen var i lignelsen. Vingården var nemlig et meget brugt og kendt billede på Guds udvalgte folk: jøderne. Så når Jesus taler om vingården, ved folk godt at vingårdsejeren er Gud, og forpagterne er altså jøderne på den tid. Dem, der ikke anerkender Jesus som Guds søn. Jøderne ender da også med at slå Jesus ihjel, ligesom vingårdsforpagterne til sidst slår vingårdsejerens søn ihjel.

Evangelisten Matthæus har med vilje vinklet sit evangelium om Jesus på denne måde. Han har skrevet om Jesus til jøderne, og jøderne har på Matthæus’ tid levet på en stærk fortælling om, at netop de var Guds udvalgte folk.

Matthæus har haft som sit sigte at overbevise dem om, at det er laurbær, de ikke bare kan tillade sig at hvile på. Den slags selvtilstrækkelighed fører kun til, advarer Jesus, at Guds rige bliver taget fra én og givet til et folk som bærer deres frugter.

Og hvem er det folk så? Ja, det er alle de umuligste børn. Dem som ingen holder af og ingen kan forstå.
”Lyvebørn og stjælebørn og løftebryderbørn,
de børn som alle voksne folk er meget vrede på”.
Med Jesu ord: tolderne og skøgerne, og oversat til nudansk: alle dem, der kan føle, at de falder uden for det gode selskab. 

Det er vidunderligt nyt – et glædeligt budskab – et evangelium til alle dem af os, der har et umuligt barn, en smålig tolder eller en grænseløs skøge gemt indeni. Det er vidunderligt nyt til alle os der måske siger nej, når vi bliver givet en opgave. Til alle de vrangvillige og håbløse – her er der godt nyt.

Guds rige er ikke for de artige – men for dem, der kommer, når der kaldes. Her søndag kalder Gud igen på os alle sammen og byder os med til fest i sit rige. Alterbordet er dækket. Dugen er strøget, lysene tændt og der er friske blomster i vasen.
Vi er alle indbudte.

Og når vi så går ned på vores plads igen efter altergang, og forlader kirken, så er det om at få Guds vingård, vores verden til at blomstre. Det er jo, som Tove Ditlevsen skrev, på vilde buske verdens sjældne blomster gror.

Og hvordan får vi verden til at blomstre? Ved at give det videre, vi selv er blevet givet. Vi er indbudte af Gud selv, trods evt. vrangvilligheder og dovne nej’er. Uanset hvor uvigtige og uværdige vi så end kunne føle os. Derfor skal vi også, som individer og menighed høre dagens advarsel mod at lukke os om os selv i selvtilfredshed, men i stedet flittigt gå ud på gader og stræder, og give værdighed og vigtighed videre, til dem vi måtte møde, der selv tvivler på det. Det er vi kaldet til i dag. Det er Jesus’ rigssag. Det er vores opgave i den vingård, Gud har bygget til os: at vise andre den kærlighed og tålmodighed, som vi altid kan regne med hos Gud.

Af præst Camilla Cedermann