Nu falmer skoven trindt om land,
og fuglestemmen daler;
alt flygted storken over strand,
ham følger viltre svaler.
Salmebogen nr. 729

Grundtvigs efterårssalme 'Nu falmer skoven trindt om land' – synger vi meget ved høsttide og efterårstide, som den tid vi netop er i nu. Men salmen er også god at synge ved en begravelse eller en bisættelse, hvor vi skal tage afsked med vore kære. For det er jo en salme, der tager afsked. Som siger farvel til sommeren med al dens liv og lyst. Og som også glæder sig over den høst, der skal hjælpe igennem vinteren. Og som altid hos Grundtvig er der flere lag i salmen: Den skildrer også den menneskelige virkelighed. Først tages der afsked. Og vi glæder os over de smukke natur­bil­le­der. Grundtvig maler virkelig med ord, så man ser det for sig. Den danske natur, det danske dyrkede land. Ordene er fyldte med afsked. Sommerens friske grønne farve er falmet, fuglestemmen er dalet, storken er flygtet bort, fulgt af viltre svaler. Og forandringen, afskeden, tegnes endnu tydeligere: Hvor der før var gyldne, bølgende kornmarker, dér er nu kun den bare sorte muld at se. Og golde stubbe. Og fordi der er en dybere virkelighed bagved, bliver ordene en skildring af det vemod, den sorg vi føler, når et elsket menneske dør fra os.

Det kan hænde, når nogen dør fra os, at vi da får blikket skærpet, så vi kan se, hvad der var at være glade for. Hvad vi i grunden fik givet. Og salmedigteren Grundtvig giver mund og mæle til den tomhed og sorg, vi føler, når vi bliver berøvet et kært menneske. 'Hvor marken bølged nys som guld' - 'dér ser man nu kun sorten muld' - den bare jord på den mark, der er høstet med dødens le. Til jord skal du blive, som det hedder i begravelsesritualet.

Men salmen slutter ikke med den sorgfyldte afsked! Salmen fortsætter: 'Men i vor lade, på vor lo, der har vi nu Guds gaver'. Og sådan er det jo også i vores liv. Alt det, som den, vi har mistet, var for os, det er jo ikke borte med døden. Det hedder jo også i begravelsesritualet: Af jorden skal du igen opstå. Og det hører med til troen på opstandelsen, at nok har vi, de efterladte, mistet, men det, vore kære var for os, det lever. Det vil vi bære med os videre frem i vort eget liv.

Ikke alene kunne Grundtvig digte om efteråret og høsten. Også billedkunstnerne har ofte benyttet høstmotivet til at fortælle noget centralt om menneskelivets vilkår. Hvis man prøver at gå på nettet og søge under maleren Vincent Van Gogh dukker der en del høstmotiver frem fra hans hånd. I et brev fra 1889 fortæller Van Gogh sin bror om et billede, han kæmper med. Det forestiller en høstmand. Motivet er smukt og enkelt, fortæller han. ”Men”, føjer han til: ”det er et billede på døden, - et modstykke til den sædemand, jeg tidligere har prøvet på at lave. Men ved denne død er der intet sørgeligt, det foregår i fuldt dagslys med en sol, der strømmer over et fint gyldent lys.” 

Van Gogh malede heller ikke, alt hvad han så, da han malede kornmarken og den høstende mand. For, da han har fortalt om billedet og dets symbolske betydning, føjer han selv til - li'som undrende eller forundret:: ”Jeg har set det igennem en celles jernstænger.” 

Det fortælles, at Van Gogh på grund af en voksende sindsuligevægt, på et tidspunkt lod sig indlægge på en institution i St. Remy ikke langt fra Arles. Den gamle klostercelle havde jernstænger for vinduet. Maleren så dem godt. Det kunne han ikke undgå, når han malede sin udsigt. Men tremmerne malede han altså ikke. Han malede heller ikke sin egen nervenedbrudte sindstilstand.

Og når han om sit høstbillede kunne skrive, at det handler om døden, så er det fordi, han ser sit eget billede i korn og vækst og høst. Således ville van Gogh gennem billedkunsten fortælle om troen på, at hvis der er én som sår, så må der - trøsterigt - også være én som høster. Og dermed fortælle, at på trods af alt ondt, så må vi leve i troen på, at når vi dør, da er vi i Guds hænder.

Skrevet af:
Provst Ove Kollerup