Den første tanke, der ramte mig, da Danmark og kirkerne lukkede ned, var de mennesker, der skal tage afsked med deres kære i denne tid. Mennesker, der måske har været syge længe, hvor bisættelsen bliver så anderledes end det var tænkt.

Så mange, der gerne ville vise den sidste respekt ved at komme til kirken og være med til at sige farvel – og som må sidde derhjemme i stedet. Mindesammenkomsten, hvor man kan tænke tilbage på et liv med glæder og sorger og dele latter og gråd – og hvor man nu kun kan stå sammen med den nærmeste familie på parkeringspladsen efter kirken. De knus og kram og varme hænder, der er med til at bære os igennem den svære dag – og hvor man nu skal holde to meters afstand og kun kan sende et varmt blik og sige nogle ord.

Vi har haft en del bisættelser og begravelser i Brøndbyøster siden d. 11. marts. De har været anderledes. Og det har været hårdt, at de ikke kunne blive som det var tænkt. Men de har også været smukke. Der har været mange og smukke blomster. Ofte er mennesker kommet forbi personligt med blomster flere timer før bisættelsen for på dén måde at sige et sidste farvel til et elsket menneske. Og som en mand sagde forleden, da han kom og lagde sin fine buket med et hjemmelavet kort: ”Jeg kan ikke være i kirken, men jeg er med derhjemme fra”.

I kirken bliver velsignelsen lyst for os: 
Herren velsigne dig og bevare dig. Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig! Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred.

I velsignelsen får vi at vide, at Gud ser os og at Gud med os. Budskabet i kirken er, at Guds kærlighed bærer os igennem. Den bærer os i livet, og den bærer os i døden. I kristendommen tror vi på, at vi i døden fortsat er i Guds kærlighed. Det er umuligt at forstå og forklare.
Da min onkel døde for et par år siden havde jeg en stærk vished om, at han kom hjem til Gud. Hjem til kærligheden. 

Guds kærlighed får vi glimt af gennem dette liv. Vi oplever den gennem kærligheden til andre – og de oplever den gennem kærligheden til os. Vi oplever, hvordan den fylder i tider med glæde. Og vi oplever, hvordan den bærer os igennem i tider med smerte. Gud er med os, også ind i døden. 

Dén kærlighed er ikke begrænset af vores menneskeliv her på jorden. Den er større end tid og rum. Og den er også større end kirkens rum til bisættelsen. Blomsterne sendt fra familie og venner er et udtryk for kærligheden til den afdøde. Og de mange, der er med i ånden, fylder med deres kærlighed, selvom de ikke er fysisk tilstede.

Selvom en bisættelse under corona-krisen sjældent bliver, som det var tænkt, så har vi lige præcis her brug for Guds ord. Hér har vi brug for at høre om den kærlighed, der rammer os ind. Dén kærlighed, der bærer os igennem, selv dér hvor det er sværest. Den kærlighed, som også kommer til udtryk hos alle dem, der ikke kan være med på dagen, men som sidder derhjemme og er med i ånden.

Og hvad kan vi gøre – alle os, der må sidde derhjemme og være med i ånden? Vi kan sende blomster, vi kan ringe, vi kan skrive. Vi kan fortælle de dejlige historier om hvordan vi gennem dette menneske fik glimt af Guds kærlighed, hvordan det menneske var med til at give vores liv værdi. Og vi kan hjælpe de, der er tilbage med at vise, at de har en plads i vores hjerter. At vi har brug for dem. At vi deler liv med dem.

Det er en gave at dele liv, glæde som sorg, sammen. Og når vi i denne tid må gøre det på afstand, bliver det så meget desto vigtigere, at vi husker at gøre det.

Pernille Nærvig Petersen
Præst i Brøndbyøster Kirke