Påskehøjtiden vender op og ned på vores verdensopfattelse. Den indeholder alt lige fra langfredags sorg til opstandelsens håb, der overvinder døden. Den samme opfattelse kommer også til syne i Karsten Auerbachs billedkunst, som er fyldt med sprængte billedrammer og ”sort/hvide påskebudskaber”. Kirkens kunst skal nemlig åbne for en refleksion og en samtale om tro, som det enkelte menneske kan se sig selv i.

Fortalt til Peter Brandt Baumgartner

Hvis vi tager Bibelen ned fra hylden og læser i den, kan vi forstå ordene på papiret. Ordene ligger dybt begravet i vores vaner, intellekt og tradition. Når præsten prædiker i kirken om opstandelsen på påskedag, så lytter vi og forstår sætningerne. Vi tænker over budskabet og vender det i vores hjerne.

På flere måder, hviler disse to eksempler på det rationelle sted i hjernen, som gerne vil forstå, forklare og analysere. Men spørgsmålet er, om der også findes andre måder at tale om kristendom og opstandelse på end dem, vi kender fra bøgerne og fra det verbale sprog? Findes der måder, som ikke er bundet op på de ord, vi kender så godt?

For billedkunstner Karsten Auerbach er meget af den kirkelige og religiøse kunst med til at give mennesker en ny forståelse af kristendommen. Vi bliver faktisk givet et nyt syn på de bibelske fortællinger og på troens begreber. Billeder og malerier skal nemlig gøre alt det usynlige synligt, som Auerbach formulerer det. For kunsten har andre egenskaber end det sprog og de ord, vi møder i vores tale og i bøgerne. Det er også her, at vi skal mødes i refleksion og samtale om tro og eksistens.

Opstandelsen sprænger rammen

I påsketiden efter Jesu sidste nadver med disciplinerne, gennemgår Jesus sin lidelseshistorie. Det er en lidelse, der udspiller sig på korset og som kulminerer med døden og opstandelsen. Kristus opstod fra de døde, og allerede her vendes vores forståelse af liv og død på hovedet. Livet vinder nemlig over døden. Og det kristne budskab om Kristi opstandelse sprænger faktisk rammen for, hvad vi ser som muligt og umuligt.

Og at sprænge rammerne, er lige hvad Karsten Auerbach gør i sin kirkelige kunst: ”Mit job som kunstner er at forstyrre de vante tankerækker og holdninger. Hvordan kan vi komme et nyt sted hen, så vi ikke går de samme nedtrådte stier i vores hjerner?”. Hermed åbner Auerbach for, at vi kan se med nye øjne på de kristne budskaber og lade dem gøre en fornyet forskel i vores liv.

Billedkunsten har den mulighed, at den kan tvinge os ud af vores holdninger og vaner. Vi kan se verden på en ny måde, og det sker især med påskens budskab i billedkunsten. I Auerbachs maleri ”Hul i døden” sprænges og splintres maleriets fysiske ramme med Kristus, der opstår fra de døde. Den korsfæstede Kristus er savet ud af lærredet og sat højere oppe – han er simpelthen på vej ud ad den mørke billedramme. Og det er ikke tilfældigt: ”Opstandelsen er et rammebrud. Og jeg har med billedet brug for at skabe denne åbning i virkeligheden og overskridelsen af vores forståelse”, siger Karsten Auerbach. Han henviser samtidig til maleriserien, han lavede med ”Billeder, der bryder rammerne”.

Gud omkranser det store billede

Karsten Auerbachs maleri ”Hul i døden”, er et billede i mørke nuancer. Og det står i kontrast til de mange lysere farvenuancer, der findes andre steder i motiver af opstandelsen: ”For mig er påsken sort/hvid. Det er der, hvor mørket og lyset møder hinanden. Der er noget godt og noget ondt på spil, og her går jeg ikke på kompromis med betydningen”. Auerbach peger på modsætningsforholdet mellem langfredags sorg og mørke, hvor Jesus bliver korsfæstet, og så opstandelsens lys på påskedag. Og midt i dette, står den klare betydning af livet, der overvinder døden. Billedrammen sprænges her af den korsfæstede Jesus, hvor Jesus næsten forsvinder ud på væggen.

Der var nemlig én oplevelse, der blev skælsættende for Auerbach. Og det var ikke kun for hans kunst, men også for hans syn på Gud: ”I løbet af årene er væggen udenfor rammen blevet til et af de vigtigste gudssymboler for mig. Væggen er nemlig det, der er rundt om alting”, og Auerbach fortsætter: ”Selvfølgelig intervenerer Gud i min verden. Og når han gør det, så smadrer han rammerne for det, jeg kan forstå”. Det kommer til syne i destruktionen af billedrammen, når Gud rækker ned til mennesker i billedet.

Sanserne først, sidenhen fornuften

For Karsten Auerbach er kunstbeskuerne ikke bare passive modtagere. For billedkunstneren er modtagernes deltagelse og sanselighed nøgleord for kunstoplevelsen. Og det bliver til en form for visuel teologi, som betyder, at vi erfarer Gud igennem det synliggjorte som eksempelvis billedkunsten. Det er igennem oplevelser med tro og kunst, at mennesker kan åbne sig for et nyt blik på deres eksistens.

Auerbach har ofte stillet sig selv spørgsmålet: Hvordan gør man kirkens kunst sanselig og til liv? Kort sagt: Hvordan gør man Bibelen til noget, der er en del af hverdagen? Auerbach forklarer: ”Noget af det centrale i kristendommen er, hvordan den giver mening for mennesket, det enkelte menneske, og her er kunsten vigtig”. Kunsten skal nemlig skabe et rum, som den enkelte også skal kunne sætte sig selv ind i – og med kunstneren som den vigtige rejsekammerat.

Derfor laver Karsten Auerbach også kunstinstallationer med konfirmander som en form for interaktiv kunst. Konfirmanderne bliver inviteret med til at lave et kunstværk eller en kunstnerisk installation. Igennem kunstoplevelsen kan de hver især blive mødt med spørgsmålet: Hvad er mørke og lys for mig? Og på den måde, kan konfirmanderne reflektere over, hvordan kristendommens spørgsmål viser sig i netop deres liv. Auerbach har blandt andet skabt et værk, hvor konfirmanderne skal bevæge sig gennem en væg af papkasser med en udgang, der er formet som et kors: ”Det er vigtigt at gøre kunsten kropslig og til noget, som man selv er medskaber af", siger han.

Forklaringen hænger også sammen med, at Karsten Auerbach altid har fokuseret på, hvad kunst kan i stedet for, hvad kunsten er. Og når vi fokuserer på det den kan, vil vi opdage de samtaler og refleksioner, kunsten kan bringe med sig. Kunsten er ikke en modpol til teologiens vigtige arbejde. Kunsten er en måde, vi kan undersøge troen, så vi forbinder kirkelighed med virkelighed, påpeger Auerbach: ”Ellers vil kirken blive inde i sin boble, og det ville jeg være ked af”. Kunsten kan så måske hjælpe os til at opdage troens krop, og opdage påskens rammesprængende betydning i livet.

Karsten Auerbach i Brøndbyøster Kirke

Artiklen er bragt i Kirkenyt (februar-maj 2024). I bladet kan du også se eksempler på Auerbachs rammesprængende kunst.