02/07/2024 0 Kommentarer
Sognepræst: Kærligheden ender ikke med døden
Sognepræst: Kærligheden ender ikke med døden
# Nyheder fra Brøndbyøster Kirke

Sognepræst: Kærligheden ender ikke med døden
Alle helgen er en højtid, hvor vi mindes dem, vi har mistet. Vi tænder et lys, og vi lader de små flammer brænde ved gravsteder eller i vores stuer for dem. For sognepræst Louise Ekelund er lyset et af de stærkeste symboler, vi har på vores kærlighed til dem, vi har mistet.
Skrevet af Peter Brandt Baumgartner
Søndag den 5. november er det Alle helgens dag. Alle helgens-højtid begyndte som et minde om helgenerne i kristendommen. I dag har Alle helgen ændret karakter i kirken, så vi mindes dem, vi selv personligt har mistet. Sognepræst Louise Ekelund siger: ”Vi fejrer dem, der var lys i vores liv” og hun fortsætter: ”Men Alle helgen er også en understregelse af det kristne håb om, at vi mødes igen og at Gud tager imod os, når vi dør”.
I kristendommen er lysets overvindelse af mørket en grundpille i forståelsen af menneskelivet. ”Når vi sidder i sorgens mørke og har mistet, så kan mennesker få lyset tilbage ved tanken om opstandelsen”, siger sognepræsten. Hun understreger dog, at sorgen nok ikke bare forsvinder eller bliver ubetydelig i troen. Men vores liv får en ny orientering fordi det bliver rettet mod lyset og kærligheden.
Slutningen bliver en begyndelse
For nogle mennesker er døden et svært emne at tale åbent om. For andre er spørgsmålet om døden måske tabubelagt fordi det virker som et unaturligt og sorgfuldt brud på livet. Louise Ekelund reflekterer over, at døden kan virke skræmmende for mange fordi håbet lader til at stoppe, når kroppens maskineri går i stå: ”Men i kristendommen strækker håbet og kærligheden sig udover døden. Døden er vores livsvilkår, men det er ikke det sidste, vi har”, påpeger hun.
Det er nemlig afgørende i den kristne tanke, at der ikke findes en slutning. ”Hvis vi bliver stående på dødens plads, hvor døden bare er døden – ja, så er der intet håb”. Og sognepræsten fortsætter: ”I kristendommen underkender vi ikke sorgen eller realiteterne ved det at miste, men kristendommen tør røre ved dødens vilkår, fordi døden ikke er slutningen”. På den måde nedbryder kristendommen et billede af døden, som vi ofte har i vores tid som det mest endelige, der findes.
Under ritualet ved bisættelser og begravelser i folkekirken siger præsten ordene: Af jord er du kommet, til jord skal du blive og af jorden skal du igen opstå. Dette er et præcist billede af, hvad døden er i kristendommen, beskriver Louise Ekelund: ”Det er disse tre dimensioner, der er så vigtige for os: Der er skabelsen, der er døden i sig selv, og så er der genopstandelsen. Det er, at man i Guds rige skal opstå igen – Og det er det vigtige!”.
Louise Ekelund ser lysene ved Alle helgen, som et smukt billede på vores håb: At kærligheden overvinder døden. Vi vil altid savne, når vi mister. Savnet er nemlig prisen, vi betaler for kærligheden. Men kærligheden slutter ikke med døden – Den brænder som et lys.
Kommentarer