02/07/2024 0 Kommentarer
En aften i håbets lys – De ni læsninger
En aften i håbets lys – De ni læsninger
# Uncategorized
En aften i håbets lys – De ni læsninger
Den 8. december kl. 19.30 er der gudstjenesten, De ni læsninger, i Brøndbyøster Kirke. Det er en gudstjeneste, som er fyldt med musik og oplæsninger fra Bibelen. Og gudstjenesten er fyldt med det håb, vi skal følge som en stjerne igennem vores liv. Her fortæller sognepræst Camilla Cedermann om tankerne bag gudstjenesten.
Læg dig selv i teksterne
De ni læsninger er blevet en populær form for gudstjeneste i Danmark. Denne aften læser menigheden, årets konfirmander og kirkens præster højt fra Bibelens tekster. Vi skal på en rejse fra Bibelens skabelse over profeternes tekster i Det Gamle Testamente, og helt frem til Jesu fødsel. Camilla siger: ”Ved De ni læsninger bliver næsten hele kristendommen præsenteret for os. Og man kan lave sig sine egne indre billeder og lægge sin egen betydning ind i det”.
Hun fremhæver, at den sanselige, poetiske, billedrige og musikalske gudstjeneste, har en almen betydning for os: ”Man kan som menneske lægge sig selv ind i længslen, mørket, lyset og håbet. Det er det, vi hører om i profetierne i Det Gamle Testamente, og det er dét, vi hører læst op denne aften.”, siger sognepræsten.
Håbet er man ikke alene om
Ved De ni læsninger synger vi også et par fællessalmer. En af dem er den nyere salme Hold håbet op med tekst af forfatter og digter Dy Plambeck og med melodi af komponist Marianne Søgaard. I salmen holder Gud håbet op foran os mennesker – og det er næsten skrevet på et skilt, vi kan læse: ”Vi skal bruge håbet som en vejviser, og når vi træder fremad i vores liv, ja så er håbet dér foran os. Og det betyder, at det, der kommer til mig, er godt.” siger Camilla.
Hun påpeger med salmen, at Gud viser og rækker håbet til os udefra. På den måde, er vi ikke alene om det. Og på den måde er håbet og lyset ikke afhængig af vores egen indsats for at få det til at fremkomme. De ni læsninger er en håbsgudstjeneste, og vi kommer i teksterne fra mørket og frem i lyset. Det er som en adventskrans, hvor vi tænder flere lys som tiden går.
En lang tradition
De ni læsninger har en lang historie: Ved juletid i 1880 arrangerede sognepræsten i Truro for første gang gudstjenesten Nine Lessons and Carols. Ønsket var at skabe en gudstjeneste, der kunne trække julefejringerne ud af værtshusene og ind i kirken. Det skulle være et populært tilløbsstykke, og det lykkedes i den grad for ham. 400 mennesker deltog i den første Nine Lessons and Carols på juleaften samme år. Gudstjenesten med de ni bibelske læsninger og mange folkekære Christmas Carols fik senere sin debut i King’s College Chapel. Det var i den svære tid efter første verdenskrig, hvor man virkelig have behov for noget at samles om, og noget godt at håbe på.
”Det er en sanselig gudstjeneste, hvor fantasien kan få frit løb – og det hele understøttes af smuk musik” påpeger Camilla. Teksterne griber fat i noget eksistentielt ved at være menneske, og teksterne handler også om, at dette liv kan vokse os over hovedet.
At livet kan vokse os over hovedet, kan ses i både gode og dårlige tider – også nu, hvor julen kan virke uoverkommelig for nogle: ”Vi kan blive overvældet af alt det gode, vi skal nå – så det til sidst bliver dårligt for os. Jeg håber, at alle, der deltager i De ni læsninger kommer med på denne rejse, så de måske også oplever det enorme håb, som julens budskab rummer”, siger sognepræsten.
Lyt til salmen ”Hold håbet op” – sunget af komponisten selv.
Kommentarer