Menneskets liv er som græsset,
det blomstrer som markens blomster;
når vinden blæser over det, er det der ikke mere,
dér, hvor det stod, ser man det ikke mere.
Men Herrens troskab varer fra evighed til evighed mod dem, der stoler på ham.

Som græsset er menneskets dage. Dér hvor det stod, ser man det ikke mere. Disse ord, fra Salmernes Bog i det gamle testamente, udtrykker den forgængelighed, vi bærer i os. Som vi godt kender til, som vi oplever når vi mister en der stod os nær - men som hjertet aldrig forliger sig med.

Det er så uendeligt ubegribeligt at miste et menneske, der har været vigtigt for os. Vores hjerter byder døden og forgængelighedens trods og selveste Gud giver os ret. Troskaben varer fra evighed til evighed! For størst af alt er kærligheden!

Det oplever vi særligt stærkt en dag som i dag, hvor vi i sorg og kærlighed er søgt sammen her i kirken, for at mindes vore kære døde. Det er Allehelgens dag, og mørket sænker sig langsomt udenfor – men herinde brænder lysene for alle dem, vi har måttet tage afsked med i år. De brænder som tegn på at kærlighed varer fra evighed til evighed.

Efter mine ord til jer her i dag, skal vi synge en smuk og følelsesfuld sang, som jeg har lyst til at fortælle jer lidt om. Sangens titel er egentlig: ”Kærlighedssang ved et tab”, men er kendt som ”Som solskin over mark og hav”. Den er skrevet ved et pludseligt tab af en højtelsket, og udtrykker så smukt, smerteligt og stærkt, hvordan sorgen og taknemmeligheden over kærlighedens gave går hånd i hånd.

Måske kender I bedre sangens mere positive tvillingebror, ”Forelskelsessangen”: ”Du kom med alt hvad der var dig”, som digteren, Jens Rosendahl skrev 20 år tidligere, da han blev livsforandrende og stormende forelsket. De to sange, som jo er skrevet til det samme menneske, er også skrevet i samme toneart, samme versemål – og teksten i den ene spejler sig i teksten i den anden. Men hvor ”Du kom med alt det der var dig” er lystig, fuld af tonespring og rytmiske figurer er ”Som solskin over mark og hav” rolig og melankolsk i tonen. Det er sorgens tonesprog, vi bevæger os i.

Sangen beskriver – i hjertesprog – hvad der er på færde, når man mister: Vi får indblik i digterens tilbageblik på alt det gode, der var: ”Som solskin over mark og hav, var hvad du var og bragte”.

Du bragte solskin over mark og hav.

Sådan virker kærligheden jo, kærligheden gør vores landskab solbeskinnet, gør verden stor og god og stunden født til glæde. Ligesom når solens stråler rammer havet og får det til at glitre helt magiskt. Kærligheden forskønner hele livet.

Hver især sidder vi her i dag, med hver vores minder om hvordan den, vi har mistet, lyste glæde ind i vore liv.

Mindernes rum, tilbageblikkets rum er så sorgfuldt et rum at træde ind i. For vi gribes også så stærkt af savnet hér. Samtidig kan vi ikke lade være med at søge derind, for det er jo vores eneste tilbageværende mulighed for at være sammen med den mistede igen. Dér i tilbageblikkets og mindernes rum. For vi kan jo ikke længere række ud og nå hans varme hånd eller hendes bløde kind. Vi kan ikke længere ringe op og høre den velkendte stemme – Vi kan ikke længere skabe nye samtaler og minder. Og vi mærker hvordan kærligheden koster os dyrt.

Ja, prisen er kæmpestor – for kærlighed på denne jord, som digteren skrev:

”Det følgeskab blev lykke her,
hver dag var livet livet værd
og uden vej tilbage.
Men prisen er så kæmpestor,
for kærlighed på denne jord.”

Og så slutter verset – efter et lille ophold:
”Dog aldrig skal jeg klage!”

Dog aldrig skal jeg klage!

Digteren ville – lyder det til på disse ord – gøre det igen. Uden tøven. For hver dag var livet livet værd.

Gad vide om vi ikke er nogle herinde i dag, der kan genkende disse ord? At selvom vi i året, der er gået, har måttet opleve at miste, så var det det hele værd? At vi, på trods af smerten, ville gøre det hele igen. Fordi livet og kærligheden med den, vi savner i dag, var prisen værd?

Men gad vide om vi ikke også er nogle herinde, der har så smerteligt ondt pga. sorgen, at vi ikke har adgang til at følge digteren her? Fordi det gør så ondt – at vi måske i de mest sorgfyldte stunder kunne ønske os, at vi var blevet forskånet for det hele?

Menneskets liv er som græsset,
det blomstrer som markens blomster;
når vinden blæser over det, er det der ikke mere,
dér, hvor det stod, ser man det ikke mere.

Ordene fra salmernes bog efterlader os i tomhed.
Som om det hele var og er meningsløst. De beskriver så skånsesløst de barske vilkår vi lever livet på. At vi en dag skal miste, at vi en dag selv skal herfra. Og ordene beskriver også at vi ikke efterlader os nogle spor. Man ser os ikke mere, når først vinden har blæst hen over os.

Denne tomhed og meningsløshed harmonerer på ingen måde med de fyldte hjerter, vi har med os ind i kirken i dag. Nej, så ubetydelige har Gud sandelig ikke skabt mennesket til at være.

Enhver, der har oplevet kærligheden ved altså at disse ord ikke er sande. Døden lykkes jo ikke med at rive os væk fra hinanden – ikke endegyldigt, i hvert fald. Kærligheden, som vi stadig nærer til den, der er død fra os, gør, at vi ikke bare forsvinder for hinanden.

Der, hvor vi har været, bliver vi ved med at være, ved kærlighedens magt. Det mærker vi stærkt en dag som i dag. Intet kan rokke ved kærligheden, intet kan fjerne alle de gode dage, vi har delt med den elskede. Døden kan ikke gøre os ubetydelige og fjerne os fra hinanden. Det mærker vi. Det lever vi ud, når vi genbesøger minderne, kærligheden og dagene med den, vi har mistet. Og det lever vi ud, når vi bærer vore kære døde med os videre i tilværelsen, som stemmer, som lys, som solskin.

Ordene fra salmernes bog fortsætter jo også: MEN: Herrens troskab varer fra evighed til evighed for dem, der stoler på ham. De ord er så betydningsfulde, for det betyder at hverken vi eller vore døde nogensinde lades i stikken. Gud er trofast i livet og i døden.

Gud var trofast påskemorgen den påskemorgen, hvor stenen rullede fra graven, dødens døre åbnede sig og Jesus trådte lyslevende ud i en solbeskinnet have.

Gud var trofast, fordi han i Jesus Kristus tydeligt og endegyldigt havde besejret dødens magt. Af den grund er vores verden genfødt til et levende håb. Et levende håb, som betyder at vi også, når vores liv her er til ende, skal rejse os fra hvor vi lå, træde ud i en solbeskinnet have. Hvor Gud og dem, vi har mistet i livet, vil stå dér, for at tage godt imod os.

Indtil den dag, gensynets dag, bærer vi dem med os videre i vore liv, som solskin i sindet og lys i hjerterne. Med tak for at de gjorde vore dage lyse og gode.

Amen

Af sognepræst Camilla Cedermann